Pressenyt

Gert takker af som teaterleder.

Efter 20 år som teaterleder i Frederiksberg Teater takker jeg nu af fra posten.
Jeg har siddet som teaterleder i Frederiksberg Teater af to omgange, nemlig fra 1988 til år 2000 og igen fra 2010 til nu 2019. Den sidste gang skulle ellers kun have været for et par år, men det blev til lidt mere.
Det har været tyve spændende år, hvor minderne vælter frem om et teater i fuld fremdrift i alle årene. Jeg har været en del af teatret og været med til den udvikling, teatret har gennemgået gennem årene. Men der har samtidig også været nogle sørgmodige stunder undervejs, hvor jeg gerne vil nævne Erlings alt for tidlige død i 70´erne. Erling var instruktør og en meget dygtig lysmand på teatret. Han havde fuld fart på – og så lidt for meget fart på og ville prøve det hele her i livet. Og så var der Caroline (9 år), som blev dræbt i en højresvingsulykke for nogle år siden – en altid glad og positiv pige. Det satte næsten teatret i stå, og man blev mindet om, hvad teatret betyder for vores mange medlemmer og for de mange frivillige.
Men heldigvis er der også mange positive og glade minder, jeg kan tage med mig. Uanset teaterhold og alder har vi leveret rigtig mange gode teaterstykker på et højt niveau og i den ånd, Frederiksberg Teater er blevet skabt. Men selvom jeg nu stopper som teaterleder i Frederiksberg Teater, så sætter jeg mig nu ikke hen i stol og siger at det var det! Jeg har stadig nogle visioner og drømme, som jeg gerne vil føre ud i livet, men mere på det kreative plan bl.a. med Musik/Sanggruppen “Den Sure Voksne – De Forkælede Børn”, hvor jeg igen sætter fokus på børnekulturen og den danske sangskat. Om jeg med tiden igen vil påtage mig rollen som instruktør, har jeg endnu ikke besluttet. Men en ting ved jeg: Frederiksberg Teater er nu lagt i gode hænder med Lisette som ny teaterleder.

Husk, at der er reception lørdag den 31. august fra kl.14.00 til kl.17.00, hvor vi fejrer lederskiftet i Frederiksberg Teater, og hvor du også er inviteret med.

Ny teaterleder i Frederiksberg Teater

Frederiksberg Teater får ny teaterleder fra juli måned 2019

Det kan måske føles som en menneskealder, at Gert Nielsen har været teaterleder i Frederiksberg Teater, men det er nu ikke helt rigtigt.
Gert har nemlig været teaterleder i to omgange, nemlig fra 1988 til 2000 og igen fra 2010 til nu. Morten Husfeldt var teaterleder fra 2000 til 2010, hvorefter bestyrelsen spurgte Gert, om han ville stå i spidsen for Frederiksberg Teater igen.
Gert svarede ja, men kun for to år, men det blev så til lidt mere.

Ny teaterleder bliver Lisette Vigga Torp
Lisette er 47 år og startede i Frederiksberg Teater for to år siden, hvor hun blev en fast del af kontorteamet.
Teaterleder Gert Nielsen er ikke i tvivl om, at man har taget det rigtige valg ved at vælge en fra egne rækker og med de helt rigtige kvalifikationer.
Lisette Vigga Torp har som barn og ung været skuespiller i Gewenda i Gladsaxe Kommune i en del år, er uddannet som pædagog med drama som speciale, har arbejdet som børnehaveklasseleder gennem mange år og har her arbejdet med forskellige teateropsætninger med børnene. Herudover har Lisette en UCC pædagogisk viden og forskning med viden om tale og kommunikation. Hun er bestyrelsesmedlem i skolebestyrelsen på Lindehøjskole i Herlev og udvalgsmedlem i Arbejdernes Boligselskab. Lisette arbejder i øjeblikket som skolesekretær på Grønnemose Skole.
I det næste år vil Gert og Lisette køre parløb, hvor Lisette bliver sat ind i det at være teaterleder – alt det, som Gert selv siger – “er oppe i hovedet”. Der vil måske også ske små justeringer og strukturændringer i Frederiksberg Teater, som kan afhjælpe Lisette i sin opgave som teaterleder, da det er stor opgave at stå i spidsen af sådan et teater.

Når Gert i 2019 overlader opgaven til Lisette, står han gerne bi med råd og vejledning, men vil ellers ikke blande sig.
Det er jo ikke sådan, at Gert helt forlader Frederiksberg Teater, idet han stadig vil være produktionsleder for teaterholdet ”Sidste Akt” og være med i musik/sanggruppen ”Den Sure Voksne – De Forkælede Børn” – og i øvrigt dyrke nogle af de interesser, han også har.

Nyt teaterhold: "Sidste Akt"

Et teaterhold for pensionister, førtidspensionister og efterlønnere
Tirsdag den 4. september startede vi et nyt teaterhold op for os, der er blevet lidt ældre.
Du behøver ikke at have nogen forkunstskaber som amatørskuespiller, men du skal have lyst til at være med i et socialt fællesskab, hvor vi alle  brænder for at stå på en scene og for at glæde og underholde andre med vores skuespil. 
Teaterholdet har fast øvedag tirsdag fra kl.15.00 til 17.00. 

 

Tryk på knappen Læs vores brochure i PDF format. 

Ledelsesteam på “Sidste Akt” – Produktionsleder: Gert V. Nielsen,  instruktør: Torben Thillerup, instruktør og manuskriptforfatter: Torben Risberg Hansen og instruktør: Anne Breil